I denne uge har vores abonnenter modtaget 2. leverance af deres Passion-abonnement. Denne gang var de 2 champagner begge fremstillet af 100% Pinot Noir, og kan derfor kaldes for Blanc de Noirs – altså lys saft fra mørke druer. De to champagner er fremstillet af 2 forskellige producenter i hhv. Louvois, Montagne de Reims og Vincelles, La Vallee de la Marne, hvorfor de er ret forskellige i deres duft, smag og konsistens.
Pinot Noir er en mørk drue og en af de tre primære druetyper i Champagne. Ved forsigtig presning bruges druen i Champagne til produktion af lys saft. Den spiller også ofte en væsentlig rolle, når der produceres rosé-champagne.
Pinot Noir druen forbindes særligt med området Montagne de Reims, men høstes dog også i andre egne af Champagne. Af den samlede druehøst i Champagne er 38% Pinot Noir.
Pinot Noir druen giver i første omgang nuancer af røde bær, såsom jordbær og kirsebær, men får med alderen flere noter af bla. figen, hasselnødder og rosiner.
Pinot Noir har været kendt i Champagne fra omkring år 1500. Pinot Noir vinstokke muterer gerne og i dag findes et utal kloninger. Den overordnede organisation i Champagne CIVC har lavet en liste med ca. 50 anbefalede Pinot Noir kloninger, men det er op til den enkelte producent at vælge hvilke vinstokke, der skal plantes i markerne.
Pinot Noir er en druesort, som er vanskelig at dyrke. Dette skyldes bla at den spirer tidligt, hvilket gør, at risikoen for at de første spirer ødelægges af frost er stor. Desuden er Pinot Noir meget skrøbelig og ofte især udsat for meldug.
Pinot Noir har sit navn fra det lantinske “pineau”, som betyder grankogle – og Pinot Noir drueklasen har da også en ret fast og kompakt form som kan minde om en kogle.